OlandPortfolio

Allestrupgaard Skov

Blichers Plantage, Blichers Hede, Allestrupgaard Plantage/Skov, Hvidsten Mose. Kært barn har mange navne. Og plantagen, heden og mosen mellem Spentrup og Dyrby, Gassum og Hald byder da også på både fantastisk natur og spændende historie. Længe før Dalgas og Hedeselskabet satte sig for at opdyrke heden, var digterpræsten i Spentrup Steen Steensen Blicher foregangsmand på området.

I 1781 var Spentrup Præstegård blevet tildelt et stort hede lod nord for Spentrup, og da St. Steensen Blicher i efteråret 1825 rykkede ind i præstegården, lå hede loddets anvendelse ham fra starten stærkt på sinde. Allerede førstkommende forår sendte han en ansøgning til Det kongelige danske Landhusholdningsselskab for at få støtte til at etablere en plantage. Blichers ansøgning til Det kgl. danske Landhusholdningsselskab blev afvist. Af selskabets arkivalier fremgår det, at man var skeptisk over for præstens beregninger, men ansøgningen afvises venligt med henvisning til landhusholdningsselskabets manglende økonomi, hvorefter den sendes videre til Rentekammeret.

Her søgte Blicher i sin tid at være banebryder for plantningen, med et højt jorddige indhegnede han et 10 tønder land stort stykke af Præstegårdens Hede, og her begyndte han sit Skovanlæg. Men kendskabet til Hede plantningen var dengang kun ringe, endnu var ingen Dalgas fremstået og havde fundet “det onde princip” i Heden, og Blichers plantning mislykkedes. Han plantede Rødgran i den rå, lyngsure jord, videre var man endnu ikke kommen. Kun på en lille, vel sagtens græsbevokset holm, slog granerne nogenlunde an, og en lille gruppe ret kraftige træer ses nu milevidt over den øde hede som et minde om plantningens pioner der på egnen. I det øvrige til plantningen indtagne areal, ses endnu de gamle plantehuller under lyngen, en enkelt gran, ensom og vejrbidt som digteren selv, hæver nu og da sin kummerlige skikkelse nogle få alen over jorden…